At leve er at flette

Som dreng levede jeg i stenalderen – og det gør jeg på en måde stadigvæk. Jeg lavede flintøkser og pilespidser, skød med bue og pil og fiskede med hjemmelavede åleruser, snoede reb af bark og læste en masse om oldtiden. 

Som teenager arbejdede jeg med netop flinthugning på det nyligt oprettede Historisk Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre og fik gennem mødet med mange tilrejsende håndværkere og historiske træf, udvidet min horisont med mange andre håndværksfærdigheder som træarbejde, huggehusarbejde, primitiv vævning, garvning, læderarbejde, birkebark og rødder, rebslagning, ben – og hornarbejde og pilefletning. 

Efter et par år som arkæologistuderende og studerende i naturvidenskab fortsatte mit arbejde i Lejre og da det stoppede i firserne, samtidig med at der i Dk var en stigende interesse for gamle håndværk lagde det grunden til det som skulle blive mit fremtidige liv: pilefletter – senere Kurvemager. 

Den historiske interesse gennemsyrer alt hvad jeg arbejder med. Har en dyb fascination af og beundring for de kurve som blev flettet i oldtiden – eller ’gamle dage’ og har nu opbygget en database med, tror jeg, alle kurve som er fundet i arkæologiske udgravninger, afbildet på skulpturer, vægmalerier, gulvmosaikker, tegninger, malerier, illustrerede middelalderlige manuskripter, i museumssamlinger og lignende fra 8000 BC til 1960, samt en samling af gamle kurve- over 600, den ældste fra ca 1840. 

Har skrevet to bøger: Flet med Pil. For begyndere og Kurve med Hjørner, som også er oversat til engelsk, den er for øvede. 

Det er også blevet til en del artikler om kurve. 

Ud over at flette på livet løs – bestillinger til private, museer, film, teater og reparationsarbejder - underviser jeg rundt omkring i verden og har uddannet 4 lærlinge til svende. Derudover en masse udstillinger og foredrag om ’Kurvenes Kulturhistorie’. 

Har du en forespørgsel?

Jeg fletter både nyt og reparerer brugt. Der er sandsynligvis ikke et pilefletteprojekt, jeg ikke har prøvet endnu.